Jeg har i de sidste år rejst en del i Brasilien. Et land fuld af dejlige mennesker, fed musik, en tilgang til livet som man kun kan slubre i sig og så masser af farver, varme, tilstedeværelse i nuet, og nogen der danser så helt vildt godt at man tror det er løgn.

Jeg har fra min allerførste rejse været så heldig at jeg har kunnet bo i en af de ellers så berygtede ghettoer, - favelaerne. Måske kender du dem fra filmen "City of God".
Her har jeg oplevet en masse livsbekræftende og tankevækkende måder at tackle et meget hårdt og fattigt liv på. Mit eget liv i Danmark er altid kommet så dejligt i perspektiv, når jeg er vendt hjem fra et af disse ophold.

I favelaen er der masser af sammenhold, hjælpsomhed og åbne døre i massevis. En dåse-cola kan sagtens deles mellem 7 mennesker, og en halv kylling rækker nemt til 11 12 personer. Den umiddelbare tilgang til hverdagen som Brasilien emmer af, finder man også i slummen. Trods vilkårene er der også masser af smil og glæde.

Men glæden bor side om side med frustrationen og fortvivlelsen. For livet i favelaerne er hårdt og skånselsløst. Favelaerne er for de fattige, dem som enten ikke kan få et job eller dem som har de dårligste og hårdeste jobs. Det er ikke bare fattigdommen der er stor, det er også håbløsheden. Troen på fremtiden eksisterer ikke rigtigt.
Favelaerne styres af Comandoer, som lever af at sælge "små pauser" fra elendigheden. Crack, pot og kokain. Tonen er rå og alle problemer løses voldsomt. Der er masser af våben og der findes flere forskellige commandoer som indbyrdes kæmper om favelaerne. Commandoerne består hovedsagligt af unge drenge på fra 12 til 18 år, svært bevæbnede, påvirkede af crack eller kokain og uden særligt meget at miste.

Politiet tør ikke gå ind i favelaerne uden en stor styrke. Det ender altid med mange døde og sårede. Favelaen og dens indbyggere er frygtede i det øvrige samfund, og det er svært at få job i det øvrige samfund, når man kommer derfra.

Alle er jo tabere i en sådan virkelighed. Både dem i favelaen, men så sandelig også samfundet udenfor. Dog har jeg ved mine mange besøg mest lagt mærke til børnene. Når der ikke er noget overskud, mærker man det på dem. De mangler i den grad kærlighed, noget mad i maven, opmuntring, opmærksomhed, en rytme i hverdagen - og så noget mere kærlighed. De er ikke bare Brasiliens fremtid, men verdens.

Derfor har jeg lavet Casa Gorda - til ungerne, til deres far og mor, til Brasilien, til mig - og til dig

Kærlig hilsen

Morten Lindberg aka. Master Fatman